At stille det rigtige spørgsmål

Jeg elsker Outlander. Jeg opdagede tv-serien sidste år og venter nu spændt på tredje sæson, der begynder her til september. Jeg er snart færdig med den første bog i serien og håber på at jeg når at læse toeren færdig inden tredje sæson begynder. Planen er at jeg så kan læse Voyager samtidigt med at tredje sæson kører.

Pointen med dette indlæg er dog ikke at fangirle over denne fantastiske serie, men jeg nævner den fordi jeg er i gang med at gense første sæson. Og Claire, hovedpersonen, står i en af episoderne overfor et vigtigt valg og i forbindelse med det proklamerer hun (noget i retning af):

"Spørgsmålet er ikke hvem jeg er, men hvem jeg gerne vil være."

Den gik rent ind hos mig. Ingenting er konstant her i verden og lige meget hvor meget vi holder fast i noget kan vi ikke holde fast for evigt. Jeg tror klart, at man kan få noget visdom og selvindsigt ved at spørge, hvem man er, ingen tvivl om det. Men når det kommer til fremtiden, tror jeg det bedste spørgsmål, man kan stille sig selv er "hvem vil jeg gerne være?". Kun ved at agere ud fra sit svar på det spørgsmål kan man udvikle sig. Hvis ens svar er designer, så form så vidt du kan, dine dage efter denne stræben. Det kan betyde, at du sætter en time af hver aften i noget tid, til at lære at tegne ens kreationer. Og det kan betyde at du låner bøger, der fortæller dig om modens historie. Eller at du endelig får købt noget sygrej og stof som du kan begynde at eksperimentere med. Det er egentlig ligegyldigt hvad ens niveau er, for ingen er ekspert fra starten. Det vigtige er at man tager små skridt hen imod ens mål eller drøm, for før man ved af det, er man nået et godt stykke af vejen.

Jeg så engang et foredrag hvor hende (eller ham, kan ikke helt huske vedkommende), der talte snakkede om hvor farligt det kan være at lave mål og fokusere på dem. Grunden til dette var, at man hver dag sandsynligvis vil fokusere og tænke på det mål og at ens nuværende situation til sammenligning vil være så langt fra målet, at man hurtigt giver op. Ræk hånden op hvis du har haft det sådan, for det har jeg - mange gange. Vi lever desværre i en tid hvor vi er vant til det, de kalder instant gratification og er man vant til det, føles langsigtede mål ret så uopnåelige.

Derfor tror jeg netop at det er vigtigt at finde glæden ved processen og ikke (kun) målet i sig selv. At have en bestemt titel eller prædikat man drømmer om at have er alligevel bare ord. Hvis man vil have titlen designer er det fordi man ønsker at skabe noget og er ens mål at blive mere selvsikker handler det om at man føler sig sikker i sig selv og det man gør og siger. Altså er målet i sig selv en proces - man stopper aldrig med at skabe som designer og vil man være selvsikker skal man holde fast i bestemte tankemønstre og handlinger.

Spørgsmålet rammer mig især lige nu fordi jeg er i gang med jobsøgning. Men spørgsmålet kan bruges til hvad som helst og det sætter for mig gang i en positiv strøm af tanker, som ikke er begrænsede af hvor jeg er lige nu. Det åbner op for de muligheder, der er og skubber mig i den rigtige retning.

Det her var lidt af en tankestrøm. Men sådan er det ofte med mig. Tit sætter en enkelt sætning gang i en masse tanker hos mig og denne gang kom ordene fra Claire Fraser. Jeg vil i fremtiden, ligesom hende, spørge mig selv hvilken person jeg gerne vil være og forsøge at agere ud fra det.

....  og hvis jeg så også lige kunne få en høj flot skotte a la Jamie Fraser med i købet ligesom hun gør, ville jeg da ikke klage ;)

"Er du udadvendt? Trives du med mange bolde i luften? Elsker du et højt tempo?"

Der er gået noget tid siden sidst. Det var ikke meningen, men sådan blev det.

Det hele løste sig og faktisk har jeg netop fået titlen kandidat. Jep, jeg er 100% færdig med min uddannelse og det faktum nød jeg... i ca. fem minutter.

Har lige fået min første omgang dagpenge og jobjagten er gået i gang. Har også fået mit første afslag på en ansøgning i dag - den første af mange, sikkert. For jeg synes det er svært, det der med at sælge sig selv. Det kan virke ironisk når jeg har en bachelor i Kommunikation, men for mig er der en kæmpe forskel mellem at skulle præsentere sig selv og at (re)præsentere et firma eller produkt.

Jeg er taknemmelig for min tid på universitetet, ingen tvivl om det, men føler det er svært at omsætte den viden jeg har fået til de konkrete kompetencer der efterspørges i mange jobopslag. Jeg har ikke fået undervisning i specifikke programmer og ved hvad SEO er, men har endnu ikke selv gjort brug af det. Det, jeg tager med mig fra mine uddannelser er et videbegærlighed og nysgerrighed, en smule viden om mange ting og en analytisk måde at tænke på. Og det er evner og egenskaber at have, men meget abstrakte.

Værre bliver det når den type person, der bliver beskrevet lyder noget i retning af overskriften på dette indlæg, hvilket ofte er tilfældet. For mig er det ærlige svar: nej, nej og nej. Jeg er introvert, er vild med at fordybe mig i et emne eller projekt ad gangen og foretrækker et helt "normalt" tempo (hvis der er noget, der hedder det).

Et andet problem som jeg ikke er den første til at nævne er at langt de fleste søger en person med flere års erfaring. Og det har jeg jo ikke.

Jeg har brug for at nogen giver mig en chance. Uanset hvor jeg kommer hen, så ved jeg, at jeg nok skal få lært det, jeg ikke kan i forvejen.

Anyway, jeg håber på det bedste. Måske er dette bare endnu en omgang bekymringer, som vil vise sig at være unødvendige.

Begyndelsen på enden eller måske omvendt

Jeg har en tendens til at male fanden på væggen og se uoverkommelige forhindringer istedet for at se muligheder for at udvikle mig og lære. Oftest ender ting ikke så katastrofalt som jeg havde forudsagt, men det er som om, at min hjerne ikke kan omprogrammeres til at forstå lige præcis dette.

Apropos programmering og ubruglige spådomme om fremtiden, så sidder jeg lige nu med et fag som jeg ikke kan se hvordan jeg skal kunne færdiggøre. Det omhandler det, de så fint kalder det semantiske web og går til dels ud på at jeg simpelthen skal skabe et website, der ved hjælp af API-nøgler, præsenterer nyheder om et bestemt emne og at disse nyheder er "trukket" ud fra eksempelvis Youtube og New York Times. For en person som mig, der kun har en simpel basis-forståelse af html og css føles det umuligt at jeg nu skal kunne bruge RDF, SPARQL, JSON og Javascript på en avanceret måde, der kræver langt mere end bare en grundforståelse af disse.

Fordi jeg ikke kan se hvordan jeg nogensinde skal kunne gøre det, faget kræver af mig, så panikker jeg ærligt talt lidt i øjeblikket. Hvis jeg ikke kan bestå dette fag kan jeg ultimativt ikke få mit kandidat-bevis uanset hvor godt et speciale jeg så måtte skrive.

Nu har jeg delt denne bekymring med verden i håb om at når den først er "sagt højt" så har denne negative tankestrøm lidt mindre magt over mig.

Hvis eller når jeg en gang bliver færdig og kan kalde mit cand. it. så ved jeg ikke præcist hvad jeg vil arbejde med. Jeg har gjort mig nogle tanker om hvorfor jeg valgte det studium, jeg gjorde, og ofte kommer jeg frem til, at det var fordi det var det, der var mest oplagt/lettest efter min kandidat. Jeg har selvfølgelig sagt til venner og familie at det var fordi jeg følte at webkommunikation var min stærke side og at jeg jo nok syntes det var lidt spændende. Og jeg løj heller ikke da jeg sagde det. Men jeg lyver heller ikke når jeg siger at det nok aldrig har været min store passion at have det som arbejde. Jeg synes internettet er et fantastisk sted, men jeg har ikke noget egentligt behov for at sidde bag en computer på vegne af et eller andet firma og sørge for at skabe et perfekt image for dem på de sociale medier. Det virker så overfladisk.

For mig er nettet et frirum. Et sted hvor jeg kan gå hen og gøre det jeg gør nu; dele mine tanker med verden. Det er et sted hvor jeg kan gøre mig klog på hvad andre tænker og mener, et sted hvor jeg og andre kan udfolde os kreativt og et sted hvor jeg kan være del af fællesskaber med folk, der bor på den anden side af jorden.

Nåh, så fik jeg alligevel malet fanden på væggen igen. Tid til at finde noget hvid maling frem og male ham over så godt jeg kan, mens jeg prøver at gøre det umulige muligt.